Det er svært at betragte hende som en trussel. Anja Andersen taler om kærlighed, om spiritualitet, gavmildhed, tilgivelse, indre visdom og om at sætte mennesker fri og frihedens magi på en så overbevist måde, at hun med hvert eneste ord giver verden et kram.
Spørgsmålet er, om krammene vil blive gengældt?
Anja Andersen vil tilbage til håndboldverdenen, hun vil gerne være dansk landstræner. Hun vil lade spillerne lede holdet selv ud fra deres naturlige evner, hun vil lade spillerne selv finde et højere formål med at spille, som går udenom resultattavlen, trofæer og angsten for at fejle.
Hun vil befri spillerne for behovet for overhovedet at have en træner. I sidste ende vil hun overflødiggøre træneren.
- Jeg ved godt, at min nye tilgang til ledelse ikke er populær i vores kultur, især fordi det går imod vores kulturelle normer, fordi vi kan lide at tænke i termer af ’os mod dem’, ’vinde og tabe’. Men jeg stoler på, at de, der har brug for at høre det, vil høre det og få gavn af det. Og jeg accepterer også, at det vil blive opfattet som en trussel mod de traditionelle forestillinger, siger Anja Andersen.
Det paradoksale er, at Anja Andersen også blev betragtet som en trussel, dengang hun red med på de traditionelle normer, dengang hun var verdens bedste håndboldspiller, dengang hun praktiserede termerne ’dem mod os’ og ’vinde og tabe’, fordi det hele blev lidt vildere og mere ekstremt med hende på banen og på sidelinjen.
Og endnu mere paradoksalt bliver det, når det står klart, at Anja Andersen i dag har fundet den indre stemme, der dengang blev overdøvet af støj udefra. Når hun i dag har skrællet lagene af ikonet Anja Andersen og dermed er nået ind til den upolerede kerne af mennesket Anja Andersen, der ifølge hende selv fremstår mere ægte og upåvirket, end dengang hun var spiller og træner.
- Jeg har en større bevidsthed i dag i forhold til, hvad der skal til for, at jeg fungerer bedst. Jeg ved, hvad der gør mig glad, og på den måde kan jeg dele og skabe med andre. Jeg synes, jeg har fået den Anja frem, som jeg er kommet her i verden for at være, siger hun.
- Jeg har gennem de seneste år fundet ud af, hvad mit formål her i livet er, hvad min gave er. Det er at være noget for andre mennesker gennem det, jeg føler stor glæde ved; at arbejde med mennesker på en anden måde, end det jeg gjorde tidligere: Ledelse i øjenhøjde baseret på spirituelle principper, siger Andersen, der for to år siden trak sig fra håndbold-sporten.
For nylig meddelte hun så, at hun ønskede at gøre comeback, nu som landstræner.
- De principper vil jeg gerne bruge som landstræner i den nærmeste fremtid, og om det er for herrerne eller kvinderne er uden betydning. Jeg føler mig klar til at komme tilbage og dele det her med den verden, jeg selv er kommet fra, sportens verden. Hvor jeg tidligere var træner med principper, der baserede sig på frygt og kontrol, vil det være anderledes nu.
- Det er ikke den, jeg er nu. Fuck-fingre vil der ikke være mere. Jeg vil sidde stille og roligt på bænken og have tillid til, at spillerne kan det bedre, end jeg kan og så støtte dem ved at lytte, stille spørgsmål og dermed skabe den magi, der opstår, når man sætter spillerne fri til deres egen naturlig visdom, så de kan lede sig selv og holdet og spille for et højere formål end bare resultattavlen.
Det lyder som et opgør med den måde, du blev opdraget af din far på, den måde, du selv blev trænet af Ulrik Wilbek på, og med den måde, du selv var på som træner?
- Det er ikke et opgør. Jeg er færdig med at kæmpe. For mig handler det om at give den bedste udgave af mig selv videre til andre. Det er min måde at vise kærlighed og omsorg for andre på. Det skal jeg ikke holde for mig selv, det skal jeg dele med andre. Det er dét, jeg ser som min gave, siger hun.
Og gentager:
- Det er min gave.
Første del af vejen til oppakningen af den gave skabte ikonet Anja Andersen. Anden del er ved at skabe mennesket Anja Andersen. Hjulpet på vej af en indianer, et forlist forhold, et rumænsk landshold, Al Pacino, en dansk coach og et par nevøer, der fjernede sig fra hende.
Fortryder intet
Hun fortryder intet. Anja Andersen er stolt af, hvad hun har opnået både som spiller og som træner. Guld ved VM, OL, EM, verdens bedste spiller. Med en dræbende attitude og en nærmest blind vindervilje skabt af en kultur, hvor nederlag betød svaghed.
En kultur drevet frem af samfundets krav om resultater i almindelighed og hendes fars høje ambitioner og Ulrik Wilbeks frygtbaserede trænerstil i særdeleshed. En stil, der påvirkede hende negativt i form af angst, men som hun selv førte videre i sin tid som træner.
- Der er ikke noget, jeg fortryder. Jeg er stolt over de ting, jeg opnåede sammen med andre, både som spiller og træner, og der er ikke noget, jeg vil lave om på. Det har gjort mig til den, jeg er i dag, siger hun og fortsætter:
- Der var ikke noget galt med den måde, jeg eller Wilbek gjorde det på dengang. Jeg gjorde dét, jeg gjorde, fordi jeg troede, at det var den måde, man gjorde det på. Det var dét, jeg havde lært. Det skyldtes den kultur, jeg voksede op i.
- Jeg oplevede det jo i skolen, hvor det handler om karakterer og resultater hele tiden, i sportens verden og i hele samfundet med arbejde, materialisme og resultattavler. Der er jo et hierarki, og jeg havde ikke oplevet andet, siger hun.
Den kultur tog hun med i sine trænerjobs efter sin aktive karriere. Og i sine parforhold i privatlivet, hvor arbejdet og kravene om resultater skabte en distance til familien.
- På et tidspunkt stod jeg med et mislykket parforhold, hvor jeg kunne se, at der var nogle mønstre, der gik igen. Jeg kunne mærke, at nu var tiden inde til at gøre op med de mønstre, siger Anja Andersen.
- Eksempelvis sagde mine nevøer, at de meget bedre kunne lide mormor. Det gjorde de, fordi mormor gav sig mere tid til dem, og jeg forstod, at det, de fortalte mig, var, at jeg var fraværende, at jeg arbejdede for meget, og at jeg ikke havde formået at finde en balance mellem arbejde, fritid og familie, fortæller hun.
- Der måtte være mere i livet end dét. Mere end bare at skulle have et større hus og bil; jeg var kommet ind i det her med at være betydningsfuld og materialistisk, som vores kultur jo handler om. Der dukkede sådanne spørgsmål op hos mig, siger Andersen.
- Og når jeg havnede i de situationer, hvor kæden hoppede af, kunne jeg godt mærke, at det ikke helt var hensigtsmæssigt. Så jeg ville gerne lære mig selv bedre at kende og kunne udtrykke mig på en anden måde og tale fra hjertet. Det havde jeg manglet, og det var ikke noget, jeg kunne se var tilstede, når jeg kiggede tilbage i min kulturelt betingede opvækst, hvor man er meget fokuseret på det materielle, at konkurrere, måltavler og de ambitioner og mål, man har sat sig.
Indianeren fra Canada
Svarene kom fra en indianer fra Canada, halvt fra fra métis-stammen og halvt fra og apache-stammen. Et foredrag med Hawk, som han hedder, satte tanker i gang hos Anja Andersen, der siden barnsben havde vidst, at hun en dag ville komme til møde en indianer.
- Efter jeg mødte Hawk, kunne jeg se, hvad jeg havde manglet det meste af mit liv, og det var en spirituel retning, en måde at udtrykke mig på spirituelt uden at opgive min frihed. Det handlede meget om at lære sig selv bedre at kende, hvorfor man er her, hvordan man kan drage omsorg og vise kærlighed for andre. Men også hvad man bidrager med til verden i et større perspektiv med den gave, man har fået.
Kort tid efter, på et tidspunkt hvor hun netop havde sagt op som træner i FCK, blev håndboldlegenden kontaktet af virksomheden Stifinder, der coacher og udvikler ledere i store virksomheder, og pludselig kunne hun se en sammenhæng og en mening, hun ikke havde set tidligere.
- Mit højere formål blev tydeligt for mig: At skabe en læringskultur, hvor både spillere og team spillerne spiller for et højere formål, der ikke handler om at vinde eller tabe. Hvor de selv skal føre an. Ingen kender vores eget selv bedre, end vi selv gør, og spillerne vil dermed komme tilbage til deres egen naturlige evne til at lede sig selv, og dermed bliver det spillerne, der leder teamet.
- Det vil befri dem for behovet for at have en træner og i sidste ende gøre træneren overflødig. Det er interessant, at det er prisen for ubetinget kærlighed. Det med at sætte mennesker fri og se den magi, der opstår, når de kommer ind i det felt og opleve, hvad det skaber, synes jeg, er magisk.
Nogle episoder bekræftede hende i, at principperne også virkede på banen. Da Danmark var vært for VM i 2015, ringede spillere fra det rumænske landshold for at bede Andersen om hjælp. Det var inden, de skulle møde Brasilien i ottendedelsfinalen, og stemningen var dårlig.
- Jeg sagde til dem, at de skulle finde et mødelokale uden deres trænere. De skulle sætte sig en rundkreds, og i stedet for en fjer, som indianerne brugte, skulle de bare finde en kuglepen, skiftes til at holde den, og den spiller, der havde dén, skulle tale, mens de andre skulle lytte. De skulle finde ud af, hvad de ville gøre med resten af turneringen? De skulle finde et formål med at spille, der var større end dem selv, større end måltavlen og større end det at vinde.
- Et eksempel, jeg gav dem, var fra Viborgs herrehold, som jeg var tilknyttet. De fandt ud af, at deres højere formål skulle være at inspirere andre mennesker med den måde, de var sammen med hinanden på, deres værdi var ’brothers in arms’, siger Andersen.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i Viborgs omklædningsrum: De stod i en rundkreds, holdt om hinanden og hørte Al Pacinos Oscar-tale fra filmen Any Given Sunday. De var to mål fra at ryge ud sæsonen før, havde det laveste budget i ligaen, men alligevel kom de i slutspillet det år, siger hun og fortsætter:
- Da jeg så rumænerne mod Brasilien, havde jeg aldrig set noget lignende hos et rumænsk landshold. De var forenet som et hold, de var ét med hinanden, træneren sad ned under næsten hele kampen, og de vandt både over sig selv og Brasilien.
- Nogle dage efter fik jeg en besked fra Cristina Neagu, efter at de lige havde tabt i semifinalen til Norge efter forlænget spilletid. De var blevet enige om, at det var en kæmpe succes. Hun skrev, at deres store formål havde været, at de ville være forbilleder for deres kultur og på den måde inspirere til at ændre kulturen i deres land, siger Anja Andersen og nævner endnu et eksempel.
Da to danske tilskuere blev dræbt i semifinalen ved VM i 1997, overvejede det danske hold at tage hjem og dermed ikke spille finalen. På et møde uden træner Ulrik Wilbek fandt man ud af, at det højere formål ved at spille finalen mod Norge ikke var at vinde, men at spille for de døde og de efterladte.
- Jeg får gåsehud, når jeg fortæller om det i dag, fortæller Anja Andersen om episoden.
- Den energi, der blev skabt på vores hold, har jeg aldrig oplevet hverken før eller siden. Vi skulle ikke spille for at vinde eller for scoringstavlen, vi skulle spille for dem. Det er simpelthen min største oplevelse på det danske landshold, og det er den bedste kamp, vi nogensinde har spillet sammen. Der sker noget, når et team overgiver deres egne interesser til fordel for teamets højere formål, der handler om at være noget for andre mennesker.
I dagens sportsverden handler meget om resultaterne. Det handler om trofæer, især på landsholdet. Hvordan harmonerer det med dine principper, og er du klar til det pres?
- Det andet fylder meget mere end resultaterne. Det med fiasko, hvis jeg bliver landstræner, er slet ikke noget, jeg tænker på. Hvad andre tænker om mig, er ikke noget jeg beskæftiger mig med, på den måde har jeg ændret mig. Det er glæden ved at skabe denne magi hos spillerne, som helt klart vil fylde mest.
Også mere end at vinde trofæer?
- Ja. Det er ikke dét at vinde trofæer, der vil fylde hos mig. Jeg har jo set, at det skaber andre former for resultater, når spillerne har sig selv med i det, og det gør i sidste ende, at resultaterne bliver noget ekstraordinært.
Gud og håndbold
Det er her truslen ligger. Den trussel, Anja Andersen selv er bevidst om, og som hun selv nævnte i starten af artiklen. Når tanker hentet fra den spirituelle verden sætter mennesket og spilleren over resultaterne og dermed rokker ved selve sportens væsen. Når det nærmer sig religion i en sekulariseret og resultatorienteret verden.
Men det afviser Anja Andersen.
- Jeg er ikke religiøs. Jeg tror ikke på en Gud. Jeg tror på, at alle inden i sig selv har dét, der skal til for at klare de udfordringer, som vi alle møder på vores vej. Jeg mener ikke, at vi får større udfordringer, end vi selv er i stand til at håndtere, siger hun.
- Når jeg nu har åbnet for min egen spiritualitet, så tror jeg på reinkarnation. Og jeg tror på, at inden jeg kom til denne verden, havde jeg selv valgt nogle punkter ud, jeg skulle igennem. Eksempelvis har jeg, lige siden jeg var barn, villet møde en indianer, og så møder jeg ham i form af Hawk, siger Anja Andersen.
- At det blev den indianske filosofi, der fangede mig, var, fordi det skulle hjælpe mig til at huske dét, som jeg var de første år af mit liv. Da jeg blev født, var jeg ren, men som årene gik, blev jeg mere og mere præget af den kulturelle opvækst, og til sidst havde jeg ikke kontakt med min egen indre stemme, visdom og intuition.
- Jeg begyndte at glemme mig selv, fordi kulturen prægede mig mere og mere, og til sidst kunne jeg ikke høre min egen indre stemme på grund af den ydre støj fra omverdenen. Nu har jeg fået en større bevidsthed hos mig selv som et guidet, spirituelt væsen, siger hun og slår fast:
- Det betyder ikke, at jeg ikke var mig selv, dengang jeg spillede håndbold og var træner. Jeg var, som jeg skulle være på det tidspunkt.
Forsoning med DHF
Hun har ikke haft et tv i syv år. Hun har blandt andet haft travlt med at arbejde for Coop som konsulent med idéerne om ledelse.
Derfor har hun ikke fulgt med i håndboldverdenen, men det vil ændre sig nu. Hun vil forberede sig på at overtage landsholdet og præge dansk håndbold med sine idéer. Drevet, ikke af et opgør, men snarere af et oprør mod det eksisterende.
Hvilket altid vil være en trussel. Så på en måde har intet ændret sig, på en anden måde har alt ændret sig ved Anja Andersen. Hun har tilgivet sin far, har forståelse for Ulrik Wilbek, brugt tid på familien og vil nu bruge sin personlige udvikling og spiritualitet som motor for at give noget tilbage til dansk håndbold.
Spørgsmålet er, om hun får lov til gennemføre sine visioner af Dansk Håndbold Forbund, der skal ansætte hende, og som hun tidligere har kritiseret for netop at være visionsløst?
- Jeg kan for min egen del sige, at jeg er et andet sted i mit liv i dag, end jeg var dengang. Jeg har fundet ud af, at der findes en anden måde at kommunikere på, nemlig via dialog, end det, jeg tidligere troede, var måden at kommunikere på.
- Jeg kan godt forstå, hvis DHF har forbehold over for mig, men jeg tror egentlig også, at de er et andet sted i dag. Det er vigtigt på et tidspunkt at sige, at fortid er fortid, og så mødes vi, hvor vi nu er i dag. Og dér er jeg et andet sted.