VIDEO Tennis-nostalgi: Kenneth Carlsens 1992-minde

Danmark møder i weekenden Spanien i Davis Cup. Landstræner Kenneth Carlsen husker tilbage til et af sine højdepunkter i 1992.

En ung Kenneth Carlsen var i 1992 med til at slå Argentina.

Det er et stjernespækket spansk tennis-hold, der er landet i Danmark. Forude venter Davis Cup-opgøret mod Danmark i weekenden, og Spanien må tage favoritværdigheden.

Det iberiske tennishold har nemlig taget de helt store kanoner med nordpå. Blandt andet venter David Ferrer og Rafael Nadal for danskerne.

- Man skal absolut ikke undervurdere Ferrer, men Nadal er det helt store verdensnavn, som har vundet rigtig mange Grand Slam-titler og er et ikon. Han er måske en af verdensbedste spillere gennem tiderne, men David Ferrer er også rigtig god, siger landstræner Kenneth Carlsen.

- Det er to top 10-spillere, så det er et vanvittigt hold, vi møder, for at sige det lige ud. Men vi er her ikke for at se tennis, vi er her for at spille og skabe overraskelsen, og det vil vi kæmpe for at gøre.

Store minder

Selv har Kenneth Carlsen en fortid som et af Danmarks største tennisnavne, og han har adskillige store oplevelser bag sig.

Op til kampen mod Spanien nu, tænker han især tilbage til 1992, hvor Danmark mødte Argentina. Dengang slog Carlsen modstanderen Gabriel Markus i fire sæt.

- Da vi slog Argentina i sin tid i Århus og rykkede op i World Group. De havde også rigtig, rigtig gode spillere. Det var mit første år, hvor jeg rigtig slog igennem, så det er et af de helt store minder for mig, siger Kenneth Carlsen.

Spanien stiller med David Ferrer, Rafael Nadal, Fernando Verdasco og Roberto Bautista Agut. De danske spillere, der skal i aktion er Frederik Løchte, Mikael Torpegaard, Søren Hess-Olesen og Thomas Kromann.

Du kan se videoklippet med Kenneth Carlsen fra 1992 øverst i artiklen.